PALSGAARD
Høj vækst og masser af leads på nyt forretningsområde
Palsgaard A/S
Relancering af Palsgaards polymer-forretningsområde under det nye navn EINAR. Lancering på en messe i Tyskland, ny grafisk stil, web content og en ensretning af det kommunikative udtrykt
Ensretning i kommunikation gav nye kundeleads og mere optimisme
I 2016 var vi med til at relancere Palsgaards polymer-forretningsområde under det nye navn EINAR. Det omfattede blandt andet en stort anlagt lancering på en messe i Tyskland, ny grafisk stil, web content og en ensretning af det kommunikative udtryk. Siden er det gået over stok og sten med masser af nye kundeleads og masser af optimisme.
Men hvordan er det så gået siden? Det har vi fået en snak med Palsgaard om - Læs hele historien her.
Ingen Palsgaard, ingen margarine
Palsgaard er kendt verden over som en vigtig leverandør af emulgatorer og stabilisatorer til fødevarebranchen – uden Palsgaard, ingen margarine, kort fortalt. Men Palsgaards viden på emulgatorområdet kan faktisk bruges et helt andet sted, nemlig i plastproduktion. Grønnere, sundere og mere bæredygtige additiver til plast markedsføres nu under brandnavnet EINAR.
FXA havde fornøjelsen af at udvikle grafisk profil, web content, messer, direct mails og meget andet i forbindelse med lanceringen af EINAR i efteråret 2016.
Bag om EINAR
EINAR-serien består af plantebaserede tilsætningsstoffer, der giver plastprodukter særlige egenskaber – anti-dug-effekt på plastfilm, bedre farvedispergering (spredning af pigment) og bedre antistatisk effekt i produktemballager.
Palsgaard kan dokumentere, at EINAR-serien giver lige så gode eller bedre resultater end sædvanlige additiver, men det vigtigste er nok, at EINAR-produkterne er biologisk nedbrydelige og baseret på planteolier. De kan faktisk spises, hvis man skulle få lyst.
Frem til rebrandingen af serien i 2016 var polymertilsætningsstoffer en marginal forretning for Palsgaard, men potentialet var erkendt. Det man manglede, var en klar strategi og en kommunikationsmæssig profil – et nyt navn og en identitet, der signalerer plast, ikke fødevarer.
Resultat: Vækst fra nye kunder
Bjarne Nielsen er industrichef for Palsgaards non-food-område. Han fortæller om tiden siden lanceringen:
Væksten sker primært på emballage, som er et potentielt set enormt marked. Men før en potentiel kunde er klar til at bruge vores produkter, skal der testes og udvikles, og det tager tid – heldigvis har den nye skarpere profil betydet, at der kommer leads fra nye kunder verden over hele tiden.
Mette Dal Steffensen, senior marketing specialist hos Palsgaard, fortæller:
Med den nye profil for EINAR fremstår vi seriøse og kompetente, og vi har fået en synlighed, vi ikke havde før. Samtidig har vi også fået styr på sprogbrugen, for det er to helt forskellige verdener, fødevarer og plastbranche. Dermed kan vi skille os positivt ud og få vores budskab ud til de rigtige beslutningstagere verden over.
Både Bjarne Nielsen og Mette Dal Steffensen fremhæver den nye kommunikative retning som en vigtig faktor i successen for EINAR.
Bjarne Nielsen tilføjer til slut:
Ledelsen i Palsgaard har stærk tillid til det her forretningsområde, og det er et strategisk indsatsområde for os. Vi forventer også en meget stor vækst i salget i år og i de kommende år, selv om indkøringen tager lang tid – hvilket vi også forventede, at det ville. Og vi har fået lagt en meget klar kommunikativ profil, der tydeligt understøtter vores strategi.